FAQ for freelancere

Du ligger inde med et super godt spørgsmål, og du er sikkert ikke den eneste...

Mette Bruun avatar
Written by Mette Bruun
Updated over a week ago

1. Hvor lang tid går der, før min profil bliver godkendt ?

Når en profil er fyldestgørende udfyldt gennemgås den af en skarp Worksomer i vores Approval Team. Profilgodkendelse sker normalt inden for 24 timer, hvis du har tilføjet al nødvendig information på profilen. Mener du, at du har udfyldt din profil til punkt og prikke, men er stadig ikke godkendt, så giv lyd i chatten.  

2. Hvad koster det at oprette en profil? 

Det koster ikke noget at oprette en profil eller søge et job på Worksome. Ved betalingen af et udført job, tager vi 4 % af projektsummen i udbetalingen til freelanceren i administrationsgebyr. Det skal du selvfølgelig tage højde for, når du afgiver bud. 


3. Hvor lang tid går der, før jeg får mine penge udbetalt?

Når vi har modtaget betalingen fra virksomheden, udbetaler vi dig i løbet af 3-4 hverdage. Virksomheder på Worksome har som udgangspunkt 8 dages betalingsfrist (hvis andet er tilfældet fremgår det af jobopslaget og kontrakten).


4. Jeg har ikke noget CVR. Kan jeg stadig bruge Worksome?

Det kan du sagtens. Du kan nemlig godt køre med B-indkomst. Du skal blot tage fat i os, når det er tid til at lave en opkrævning på dit første job.

Det der så sker er, at vi ændrer din profil, så du kan indtaste CPR nummer i stedet for CVR. Derved modtager du dit honorar uden moms. Virksomheden betaler stadig blot en faktura fra Worksome som normalt, og det er derfor virksomheden uvedkommende at du ikke har CVR-nummer. Du ser helst ikke, at B-indkomst bruges ved job, hvor man møder op og dagligt arbejder ude i virksomheden.

Vær opmærksom på at du maksimalt kan tjene 50.000 om året som freelancer uden at have CVR-nummer. 

Din udbetaling af honoraret kommer til at være en B-indkomst for dig.
Det vil sige, at du skal tilføje det på din selvangivelse for 2021 og betale en restskat i 2022 - eller du kan betale skatten med det samme via SKATs hjemmeside, når du har fået pengene: http://www.skat.dk/skat.aspx?oid=2234739


5. Hvilke retningslinjer har I for at godkende profiler? 

For at få godkendt din profil skal den indholde følgende informationer:

  • En titel, der bedst beskriver dig og din primære jobfunktion (Ingen navne på virksomheder i din titel eller dit navn)

  • Et CV eller link til din LinkedIn-profil, der viser relevant uddannelse og/eller dokumenteret erfaring inden for dit felt

  • Minimum 3 kompetencer 

  • En god beskrivelse af dig, dine kompetencer, din erfaring, og hvilke opgaver du kan løse

  • Et vellignende profilbillede af dig selv 

Vi godkender stort set alle, der opfylder disse betingelser og som stiller en veldefineret service til rådighed. Dog forbeholder vi os retten til at vurdere den enkelte profil udover disse retningslinjer.

Vær desuden opmærksom på, at vi ikke godkender profiler som repræsenterer flere freelancere eller en virksomhed. Vi godkender udelukkende profiler som repræsenterer dig selv som freelancer og dine egne kompetencer. 


6. Jeg har allerede et fast job. Er Worksome noget for mig? 

Ja, har du har tid og lyst til at arbejde ved siden af dit nuværende job, så er Worksome stedet. Det kan være, at du gerne vil arbejde på et spændende projekt i aftentimerne, eller kan hive en dag om ugen ud af din kalender, hvor du kan tage arbejde gennem Worksome.


7. Kan jeg kopiere min LinkedIn-beskrivelse direkte ind på Worksome? 

Du hersker selv 100 % over din profilbeskrivelse og er således velkommen til at kopiere indhold fra andre sites ind, så længe du selv er ophavsmand til materialet.


8. Hvad skal jeg sætte som min timesats?

Du bestemmer helt selv, hvilken timesats du vil sætte. Men husk at den timesats du kan kræve er afhængig af, hvilket fagområde du beskæftiger dig med, din erfaring og dermed din markedsværdi. Dertil vil du også kunne kræve en højere timepris, såfremt du har gode ratings på Worksome. Så vi råder dig til at sætte en middel timepris for dit fagområde, indtil du har fået et par ratings, som kan retfærdiggøre en højere pris.

9. Hvordan fungerer det med skat og moms? 

Alle beløb i Worksome vises og angives ekskl. moms, med mindre andet er specificeret. Det vil sige, at du ikke skal inkludere moms, når du giver bud eller indtaster din timesats. 

Der kommer automatisk moms på fakturaen til dit eget regnskab (se "Hvordan skal jeg fakturere?"). Hvis du har CVR-nummer, men ikke er momsregistreret, eller hvis du leverer momsfrie ydelser (fx journalistisk tekstarbejde), kan du vælge på de enkelte opkrævninger, at du ikke skal have moms på. 

Der kommer automatisk moms på opkrævninger til din kunde i Worksome. Da Worksome laver en mellemfakturering, vil der altid være moms på fakturaen til din kunde uanset, om du som freelancer selv er momsfritaget.

Freelancere har selv ansvar for at indberette indkomst fra Worksome til SKAT. Vi henviser til rådgivning fra SKAT eller en revisor omkring indberetning på selvangivelse.


10. Hvordan søger jeg et job på Worksome?

Når din profil er godkendt, kan du søge de aktuelle job på Worksome. Virksomheder kan også selv aktivt invitere dig til et specifikt job. I begge tilfælde gælder det, at du skal give et bud på at løse opgaven, herunder en pris for dit arbejde enten som timesats, månedsats eller fast budget. Fra jobsiden kan du give et bud eller skrive en besked, hvis du har brug for flere oplysninger, inden du laver dit bud.

På jobsiden vil du have adgang til 2 knapper: "Giv et bud" og "Skriv besked". Vi anbefaler, at du giver et bud til at starte med, da det gør det noget lettere for din eventuelle klient at vurdere dit bud på jobbet, hvis der er en umiddelbar pris til at starte med.

Når dit bud er afgivet, oprettes en dialog med virksomheden, som I fremover kan bruge til al kommunikation på jobbet - herunder kontrakt, opkrævning, betaling og anmeldelse.

11. Hvordan modtager jeg min betaling? 

Når en opgave er fuldført, eller når en aftalt periode er afsluttet (eks. 1 måned) kan du lave en opkrævning fra virksomheden. Det gør du inde fra jeres jobdialog, hvor dit bud og jeres kontrakt i forvejen ligger. Du indtaster det aftalte beløb (enten fast honorar, eller det antal timer som du har arbejdet). Virksomheden, som du har arbejdet for, modtager nu en opkrævning. Så snart Worksome har modtaget det aftalte beløb, vil du modtage din betaling på din konto i Worksome. Du kan til hver en tid trække dit indestående ud til din bankkonto.

(Bemærk, at du også skal acceptere jeres kontrakt, før det er muligt at lave en opkrævning)

12. Hvordan skal jeg fakturere?

Du slipper for at fakturere selv. Når du laver en opkrævning i Worksome, skaber vi automatisk en faktura fra dig til os. Den kan du derefter inkludere i dit regnskab. 

Du finder et link til vores faktura fra din opkrævning på jobbet - og ligeledes i den mail, der er sendt, når opkrævningen godkendes.
Denne faktura kan du derefter inkludere i dit regnskab som et bilag. I nogle regnskabsystemer hedder et sådan bilag et finansbilag og beløbet skal bogføres som kredit, så det bliver en indtægt enten ved at vælge "Kredit" (i stedet for Debet) eller ved at angive beløbet som et negativt tal.

De fleste regnskabssystemer har vejledninger til at bogføre indtægter, som man ikke selv har faktureret.
Her er en vejledning til Dinero
Her er en vejledning til Billy's Billing (til affiliate-indtægter, men med samme princip)
Andre regnskabsystemer har tilsvarende funktioner.

13. Hvordan får jeg feriepenge, weekendtillæg, barsel osv? 

Worksome er indtil videre kun for folk med eget CVR nummer. Såfremt du ønsker at opspare til pension, feriepenge, sygeforsikring og lignende, bør du selv oprette sådanne ordninger.

14. Hvad gør jeg, hvis en virksomhed ikke vil betale? 

Hvis du havner i en situation, hvor en virksomhed ikke vil afregne for et aftalt job, så er dine muligheder de samme, som når dit job er udført udenom Worksome. Vi anbefaler naturligvis at afstemme forventninger med virksomheden fuldt ud inden arbejdet påbegyndes.

15. Hvordan kan jeg få en god rating? 

Du opnår den bedste rating sådan:

  • Vær sikker på, at du forstår omfanget af den opgave, som du bliver hyret til at løse

  • Undgå at takke ja til en opgave, hvis du ikke er sikker på, at du har de fornødne kompetencer

  • Afstem forventninger: Bekræft gerne overfor virksomheden, hvordan du har tænkt dig at løse opgaven og få dem gerne til at bekræfte den anden vej, så der er klare linjer før arbejdet påbegyndes

  • Kommunikér hellere for meget end for lidt og hold en professionel tone i dialogen

  • Send en klar beskrivelse af de ting, som du har gjort ved opgavens afslutning, så virksomheden tydeligt kan se, hvad de har betalt for

16. Kan jeg tage et fuldtidsjob hos virksomheden? 

Ja selvfølgelig, og det skal ikke koste dig så meget som en krone. Vi ved godt, at der nogle gange opstår en unik mulighed for en god fast stilling, og den skal du være helt fri til at tage. Vi håber selvfølgelig, at du vil blive ved med at tage enkelte opgaver gennem Worksome, mens du er i fuldtidsjob, og at du vi komme tilbage som freelancer en dag.

17. Hvor sletter jeg min profil? 

Hvis du skulle være blevet fastansat eller på anden måde ikke længere arbejder som freelancer, kan du slette din profil ved at klikke på dit billede i øverste hjørne, derefter på "Kontoindstillinger" og til sidst "Slet konto" i menuen under dit billede til venstre. 


Du er nu nået til vejs ende! Fandt du ikke svaret på dit spørgsmål, så giv lyd i vores chat eller på telefonen (der sidder altid gode folk klar :-)).

Did this answer your question?